

Jolly Cola - Danmarks helt egen Cola

Historien om Jolly Cola, der starter tilbage i 1959, er historien om at skabe Danmarks helt egen cola som et modtræk til amerikanske Coca Cola. Flere danske bryggerier gik sammen og grundlagde virksomheden Dansk Coladrik A/S for at fremstille en dansk cola.
Resultatet blev Jolly Cola. Dansk Coladrik A/S byggede sin forretningsmodel som Coca Cola. Læskedrikken blev produceret og tappet på lokale bryggerier, mens en central ledelse kontrollerede colaens smag og planlagde landsdækkende reklamekampagner.
Jolly Cola blev fra starten en succes og erobrede i løbet af kort tid 40% af det danske marked for cola. Bryggerierne bag Jolly Cola kendte markedet og havde et veletableret distributionssystem. For mange danskere var en cola derfor lig med en Jolly Cola i coladrikkens første store år. Gennem tiden har Jolly Cola lavet mange reklamer, som i dag har kultstatus. Den mest kendte med sloganet ’Tørst på livet’ er fra 1992 med Tina Kjær og to modne frugter, som mange husker.
Jolly Cola bevarede sin ledende position på det danske marked gennem en længere årrække, men har også måtte sande fra tid til anden, at det kan være hårdt at kæmpe mod et af verdens største brands, Coca Cola.
I slutningen af 1990′erne forsøgte Albani bryggerierne forgæves at puste nyt liv i Jolly Cola med et hovedsponsorat af det kvindelige håndboldlandshold. I dag er det A/S Bryggeriet Vestfyen, som producerer og markedsfører Jolly Cola, som igen har fået en stærk position på det danske marked.