Choose language

Indslev Bryggeri

12. maj 2025 · 3 minutter

Indslev med nyt moderne design

Skarpere end nogensinde før

Indslev Bryggeri lancerer i dag et nyt design på tværs af hele sortimentet, der skal være med til at ændre på fortællingen om Indslev Bryggeri og i vise et mere moderne og skarpt visuelt udtryk.

Opgaven var at udvikle en ny designretning for 6 varianter, som trækker brandet i en mere moderne retning og appellerer til en bredere målgruppe. Dog med en genkendelighed og et let afkodeligt budskab, der skaber synlighed på hylden. Vi har valgt at holde fast i vitale elementer, såsom logoet af svanen, der stadig har en vigtig rolle.

Resultatet er blevet et genkendeligt og friskt udtryk, hvor svanen spiller en rolle i både stort og småt format på henholdsvis primæretiketten og halsetiketten.

Nye navne skal skabe en ny fortælling

Indslev Bryggeri startede første gang i 1897 i Nørre Aaby, og har siden dengang haft en lidt turbulent tilværelse. Oprindeligt blev der produceret hvidtøl og sodavand til landbefolkningen på Fyn, men i 1973 lukkede ølproduktionen, mens sodavandsproduktionen fortsatte frem til 1990, hvor bryggeriet lukkede helt ned.

I 2005 genopstod bryggeriet som en Fugl Føniks, og duften af humle begyndte igen at sprede sig fra Indslev. Bryggeriet fik en gennemgribende modernisering med henblik på at starte Danmarks første og eneste hvedeølsbryggeri.

Dette varede ved frem til 2018, hvor bryggeriet gik konkurs, men blev reddet af Bryggeriet Vestfyen, der overtog både faciliteterne samt øllene fra Indslev og Ugly Duck Brewing Co.

I de første år fortsatte vi med fortællingen om Indslev Bryggeri som Danmarks eneste bryggeri specialiseret i hvedeøl, og Indslev øl blev vidt og bredt anerkendt for at være noget af det bedste danske hvedeøl.

I 2021 lavede vi den første lille afstikker, da vi med Red&Green Jule IPA til Natholdets Julekalender lancerede en Indslev variant, som ikke var en hvedeøl. Det var dog den eneste afstikker i de efterfølgende år, men nu er vi klar til at skabe en ny fortælling om Indslev Bryggeri.

Det er ikke noget nyt at der skal brygges andet end hvedeøl på bryggeriet, som også huser vores specialølsbrand Ugly Duck Brewing Co., som siden 2012 har lavet alt andet end hvedeøl. Så entusiasterne er udmærket klar over at bryggeriet står for andet end hvedeøl, og det ønsker vi nu også at fortælle alle andre øldrikkere.

Med det nye designskifte betyder det derfor også at ordet “Hvede” får en mindre rolle i de nye navne. Således skifter Hvid Hvede navn til Indslev Wit, mens Svane Hvede blot skifter navn til Indslev Svane. Samtidig er der også lanceret to helt nye varianter, som ikke har noget med hvedeøl at gøre. Nemlig Indslev Ale og Indslev Dubbel – disse blev dog lanceret på fustager allerede i sommeren 2024.

Vi håber, I vil tage godt imod det nye design.

Share article

This site is registered on wpml.org as a development site. Switch to a production site key to remove this banner.