Pressemeddelelse

Assens, d. 30. august 2019

Rasmus Damsted Hansen er ny direktør for A/S Bryggeriet Vestfyen
Efter en periode som konstitueret direktør tiltræder den tidligere salgsdirektør Rasmus Damsted
Hansen nu permanent rollen som adm. direktør for A/S Bryggeriet Vestfyen.

Danmarks fjerdestørste bryggeri, A/S Bryggeriet Vestfyen, sætter nu navn på sin nye adm. direktør.
Rasmus Damsted Hansen sætter sig permanent i chefstolen for den Assens-baserede virksomhed efter et halvt år som konstitueret direktør.

Den udvikling glæder bestyrelsesformand for A/S Bryggeriet Vestfyen, Poul Bertelsen. Efter en både lang og grundig rekrutteringsproces er han overbevist om, at bryggeriet i den 39-årige fynbo
har fundet den helt rigtige kandidat til at løfte virksomheden ind i fremtiden.

”For Bryggeriet Vestfyen er det en både vigtig og rigtig beslutning, at Rasmus Damsted Hansen nu
overtager rollen som adm. direktør på permanent basis,” siger Poul Bertelsen.

”Rasmus har, siden han takkede ja til at overtage stillingen som konstitueret ved årets begyndelse, vist os, at han er den rigtige mand for bryggeriet, og blandt andet derfor er valget faldet på ham.
Vi har gennemgået en både lang og grundig proces med et stærkt og kvalificeret kandidatfelt. En enig bestyrelse endte dog med at pege på Rasmus, så vi er meget tilfredse. Det har været vigtigt for os at få en afklaring og at finde den rigtige mand til at føre Bryggeriet Vestfyen sikkert videre,” fortsætter han.

Fine fremtidsperspektiver
Rasmus Damsted Hansen ser frem til at fortsætte arbejdet og implementeringen af bryggeriets nye strategi, som han selv har været en aktiv del af, siden han i 2018 kom til A/S Bryggeriet Vestfyen som salgsdirektør.

”Jeg er både glad og beæret over, at bestyrelsen tror på, at jeg er den rette mand til at føre Bryggeriet Vestfyen sikkert ind i fremtiden. Jeg har lært meget det halve år, hvor jeg har bestredet stillingen som interim-direktør, og jeg glæder mig utroligt meget til at fortsætte arbejdet,” siger Rasmus Damsted Hansen.

Han peger selv på, at det første halvår i chefstolen har budt på en række udfordringer, og at implementeringen af den nye strategi også har indebåret en række engangsomkostninger. Men resultaterne begynder at tegne sig positivt, og derfor ser han lyst på fremtiden.

”Der er ingen tvivl om, at det sidste halve år også har budt på en del udfordringer i forbindelse med indkøring af en ny pakkelinje, ligesom vi har foretaget en række afskrivninger, taget nogle engangsomkostninger og investeret i at bygge den fremtidige organisation. Men jeg glæder mig over,a t vi i tråd med strategien allerede har fået større fokus på vores brands og oplever vækst på både specialøl og læskedrik, samtidig med at vi skaber en mere rentabel private label-produktion. Vi kan også glæde os over, at vi på grund af vores brede portefølje bliver mere og mere attraktive for restaurationsbranchen, og på eksportsiden ser vi positive resultater af vores øgede fokus på landene omkring os. Endelig begynder investeringen i Indslev Bryggeri at bære frugt, og sammen med investeringerne i vores produktionsapparat og i vores organisation får det mig til at se meget optimistisk på fremtiden for Bryggeriet Vestfyen,” siger Rasmus Damsted Hansen.

For mere information, kontakt venligst:
Poul Bertelsen, bestyrelsesformand, A/S Bryggeriet Vestfyen, mobil: 40 86 64 71 dags dato efter 13.30.
Rasmus Damsted Hansen, CEO, A/S Bryggeriet Vestfyen, mobil: 51 18 18 96 dags dato efter 13.30.

Kort A/S Bryggeriet Vestfyen:
A/S Bryggeriet Vestfyen er Danmarks fjerdestørste bryggeri og blev grundlagt i 1885 i Assens på Fyn. Bryggeriet producerer øl, vand og læskedrikke til egne mærker og private labels, ligesom A/S
Bryggeriet Vestfyen lønproducerer for andre bryggerier. Porteføljen af brands tæller blandt andre Vestfyen, Willemoes, Frejdahl, Indslev og Jolly Cola. I 2015 valgte A/S Bryggeriet Vestfyen som det første bryggeri i Danmark at kvitte brugen af miljøbelastende fyringsolie i produktionen til fordel for CO2-neutralt biobrændsel. For mere information: https://bryggeriet-vestfyen.dk