Choose language
Der er noget smukt ved at være den lille, der gør en forskel i en stor kontekst. At slå de store tyskere i EM-finalen 1992 på et wildcard, at blive kåret som verdens lykkeligste land, at have verdens bedste restaurant eller blive verdensmestre 4 gange i træk i håndbold.
Siden 1959 har Jolly været en del af danskernes repertoire, når det handler om indkøb af sodavand. Jolly er et ægte dansk sodavandsmærke, etableret for at holde fast i danskheden.
Vi danskere er ikke uvante med at være underdogs, men vi kan godt præstere på den store scene, når det gælder. Det er det, der gør at vi danskere er lavet af noget helt specielt.
På samme måde er Jolly, som en ægte dansk sodavand, lavet af noget helt specielt.
I en ny kampagne hylder Jolly danskheden, som kun Jolly kan.
Historien om Jolly Cola starter i 1959, og er historien om at skabe Danmarks helt egen cola som et direkte modtræk til amerikanske Coca-Cola. I 1953 indfører den danske regering en colaskat som et strategisk træk for at forhindre Coca-Cola i at etablere sig i Danmark, da man er nervøs for at danskerne vil begynde at drikke den amerikanske læskedrik i stedet for øl, og at staten derfor kan miste store indtægter.
Strategien virker i første omgang, men presset fra den amerikanske regering samt det stigende fokus på international frihandel og økonomisk samarbejde gør at regeringen i juli 1959 afskaffer colaskatten.
“Plan B” blev i stedet at 18 danske bryggerier med Carlsberg og Tuborg i spidsen, går sammen om at etablere A/S Dansk Coladrik d. 1. juli 1959. Formålet er at fremstille Danmarks helt egen landsdækkende cola.
Jolly Cola blev hermed født.
På billedet ses den første Jolly reklame.
Lige fra begyndelsen oplevede Jolly Cola stor succes, og med en amerikansk stil og tone, en stærk forretningsmodel og markedsføringen fra de danske bryggerier, lykkedes det Jolly Cola at stå stand mod Coca-Cola op gennem 1960’erne. Det er, så vidt vides, den eneste lokale cola i hele Europa, som har formået at være markedsleder over Coca-Cola.
En stor del af Jollys succes skyldtes i særdeleshed at bryggerierne bag Dansk Coladrik forstod det danske marked bedre end amerikanerne.
Men intet varer som bekendt evigt, og i løbet af 80’erne steg interessen for Coca-Cola, samtidig med at Carlsberg overtog produktionen heraf.
Senere overgik ejerskabet til Albani i 90’erne, hvorefter Bryggeriet Vestfyen opkøbte aktiemajoriteten i 2003, mens Thisted Bryghus besad ca. 4 % af aktierne.
I sommeren 2024 opkøbte Bryggeriet Vestfyen de sidste andele fra Thisted, og ejer nu 100 % Dansk Coladrik og Jolly.