Produktnyheder
26. maj 2025 · 2 minutter
Ugly Duck lancerer en Modern IPA med en ny humlesort

Nyhed fra Ugly Duck: Crush Factor
Blandt ølkendere har Ugly Duck altid været kendt for sin humlede profil, og derfor er der måske heller ikke overraskende at der nu udgives en ny IPA under det eksperimenterende ølbrand.
Men hvad der måske alligevel vil være af stor nyhedsværdi for de fleste er, at øllet er lavet med den nye humlesort Krush, som kun lige akkurat er kommet ud af sin “eksperimenterende” fase.
Krush humlen giver en saftig, tropisk oplevelse med ægte East Coast vibes.

Modern IPA – den nyeste IPA-genre
Det er da også netop humlesorten Krush, der lægger navn til den nye variant fra Ugly Duck, der dog med en lille modifikation er døbt “Crush Factor”, som også skal indikere at det er en “crushable” øl – altså letdrikkelig.
Crush Factor er en juicy Modern IPA med masser af saft og citrusfrækhed. Det er en sprød, læskende øl med en gylden farve og blødt skum. Aromaer af citrus, stenfrugt og mango. Smagen er saftig med en smooth bitterhed.
IPA’er har længe været kendt blandt ølentusiaster, men inden for de senere år er det også blevet en ganske velkendt stilart for de fleste almindelige øldrikkere. Det er en bred stilart der spænder over mange forskellige afarter, der dog alle har humlen som fællesnævner. Men humle er ikke bare humle. På den ene side har du bitterhumlerne, som ofte bruges i West Coast IPA, mens du på den anden side har de meget frugtige humlesorter, de såkaldte aromahumler, som typisk kendetegner en New England IPA (NEIPA).
En Modern IPA er en af de seneste undergenrer til den overordnede IPA-stilart. Den kan bedst beskrives som en hybrid mellem den velkendte tørre, bitre West Coast IPA og den mere frugtige og hazy NEIPA. Det giver en sprød, frugtig IPA med en blød bitterhed og massiv aroma af citrus, stenfrugt og mango.
Lanceres i Salling i uge 18
Den nye Ugly Duck variant lanceres fra uge 18, og kommer fast på hylden i blandt andet alle landets Føtex og Bilka-forretninger.
Den udkommer i en 44 cl. dåse., mens den også vil blive produceret i fustager til restaurationsbranchen.
Infoboks
Ugly Duck Crush Factor
- Anvender den nyeste humlesort, Krush
- Lanceres i 44 cl. dåse
- Kommer på hylden i Føtex og Bilka fra uge 18, 2025