Choose language

Jolly

20. marts 2025 · 3 minutter

Ny undersøgelse viser stort forbrugerfokus på danske brands

Danskerne efterspørger Jolly

Bryggeriet Vestfyen har i de seneste måneder oplevet en fordobling i efterspørgslen på Jolly Cola. Samtidig viser en undersøgelse fra det vestfynske bryggeri, at danskerne er forbeholdne over for amerikanske produkter, og at mere end syv ud af ti danskere nu er tilbøjelige til at købe danske brands i stedet.

Det er mange år siden, Jolly Cola sidst blev tappet på hanerne hos Bryggeriet Vestfyen i Assens alle ugens seks produktionsdage. Men det er tilfældet nu. Alene i de første uger af marts er der solgt lige så meget som i hele marts sidste år – og februar viste samme tendens.

Danskerne efterspørger i stor stil Jolly Cola i en tid, hvor den geopolitiske virkelighed har fået mange danskere til at sætte spørgsmålstegn ved amerikanske varer. Den tendens går samtidig igen i en ny undersøgelse af danskernes indkøbsmønstre, som Bryggeriet Vestfyen har lavet blandt 1.000 respondenter i starten af marts i år for bedre at forstå det pludselige tigerspring i efterspørgslen på Jolly Cola.

Danskerne har forbehold for amerikanske varer

Undersøgelsen viser, at 54 procent af danskerne ser mere negativt på amerikanske varer end tidligere, og at de hellere vil købe dansk end amerikansk. Samtidig er hele 72 procent tilbøjelige til at købe danske varer, selv om de danske brands er mindre kendte end de amerikanske.

Alene i februar fordoblede vi salget til vores kunder i forhold til sidste år, og det er fortsat ind i marts. Og så får vi mange henvendelser fra kunder, vi enten aldrig har haft samhandel med eller ikke har handlet med i mange år, som nu ønsker at få Jolly tilbage på hylderne. Det er en spændende udvikling for et mindre brand som vores i en branche, hvor det er store, globale spillere, der i årevis har siddet på næsten alle markedsandelene. Så vi følger naturligvis udviklingen nøje og tror, at der er en sammenhæng med den skepsis, som mange danskere har overfor amerikanske varer på grund af den geopolitiske situation,” siger Thomas Lindegaard, Senior Brand Manager, Bryggeriet Vestfyen.

Vil have Jolly tilbage på hylderne

I undersøgelsen udtrykker danskerne en generel skepsis over for amerikanske varer, og derfor har bryggeriet spurgt, om det er ønsket, at Jolly igen får en tydeligere plads på hylderne i supermarkederne, hvor pladsen har været trang i de seneste mange år.

Når vi spørger danskerne, om de vil have Jolly tilbage på hylderne, er der 73 procent af de adspurgte mænd og 56 procent af kvinderne, der ønsker at få Jolly tilbage. Den opbakning er vi naturligvis glade for, og derfor vil vi trække i arbejdstøjet for at honorere det ønske,” siger Thomas Lindegaard.

Jolly Cola blev første gang lanceret i 1959 som et dansk valg til de amerikanske mærker.

Fakta om undersøgelsen

  • Undersøgelse af danskernes holdninger til global politik, brandopfattelser og købsadfærd i det nuværende politiske klima.
  • 62 procent følger aktivt med i de geopolitiske begivenheder, og 67 procent udtrykker bekymring for Europas politiske situation.
  • 54 procent ser mere negativt på amerikanske brands, mens 51 procent af respondenterne er mere tilbøjelige til at købe danske alternativer til amerikanske mærker.
  • 72 procent er tilbøjelige til at købe danske varer, selv om de danske brands er mindre kendte end de amerikanske. Pris og kvalitet er dog fortsat de væsentligste faktorer, når danskerne skal skifte de amerikanske varer ud med danske.
  • I forhold til Jolly Cola er der generelt stor opbakning til at få Jolly tilbage på hylderne i danske supermarkeder. Opbakningen fra mændene er 73 procent, mens 56 procent af de adspurgte kvinder ønsker det.

Undersøgelsen er foretaget i samarbejde med Ponder Cph.

Share article

This site is registered on wpml.org as a development site. Switch to a production site key to remove this banner.